mandag den 25. april 2011

22.4. - 25.4: San Franciscos Market Street, sporvogne, SF Giants og Fishermans Wharf.


"..oh, it's such a perfect day.."
Lou Reed.

Sporvognen holder på Market Street, stoppestedet hedder Gough/Haight, og Lene og jeg står og venter for at hoppe på. Det sker og vi kører til Westfield Mall, hvor vi lidt senere møder Astrid og Helle, der sidder i lænestolene foran The Bodyshop, efter at have shoppet. Solen skinner udenfor bygningen, vejret er strålende, det blæser og Helle vil gerne se vandet (Stillehavet og San Francisco bugten) - så vi er hurtige ude af bygningen, af rulletrapper der snor sig nedefter, og ude på gaden igen. Vi krydser Market Street, og stiller os en meget lang kø foran Cable Cars, sludrer og er alle glæde. Gensynet er godt, livligt og livsbekræftende, og resten af dagen flyder nærmest af sig selv.



Vi venter, og venter - og alligevel flyver ventetiden afsted. Og lige pludselig er det tid til at stige på sporvognen, der langsomt og sikkert fører os gennem gader, op af bakke og ned af bakke.





Det er en smuk tur, og sporvognen er åben, så lyset og gadens lyde, lugte og bevægelser rammer rent ind.








Vi kører gennem forskellige kvarterer: de store hoteller med prominente gæster, langs Chinatown, med små forretninger, renserier, food stores, grillbarer, og ind imellem udsyn der rækker langt ud i bugten.




Når sporvognene møder hinanden, jubler passagererne og hilser hinanden med råb og glæde.




Vi ender nede ved vandet, Fishermans Wharf, Pier 39, ser søløverne, taler om bugten og Alcatraz, Golden Gate Bridge, spiser Jelly Beans - Helle deler gavmildt sin Corndog med os andre, spiser is, driver rundt og deler erfaringerne fra det USA vi hver især har mødt og været i, mens vi køber hundestrømper, t-shirts, Giants-mesterskabsjakker og tygger Jelly Beans.





Vi taler også om alle de gode ting vi oplevede ved lørdagens BBQ-selskab - derfor skal der også være et billede af Kieren og Astrid, BW og Helle.
Tak til Kieren og BW for stor venlighed, imødekommenhed og smukt værtskab.











Her slutter bloggen lige foreløbig - for jeres udsendte vil skrive mere de næste dage.
Kærlig hilsen
Torsten

fredag den 22. april 2011

15.4 - 22.4: Death Valley, Bakersfield, Seqouia og Kings Canyon, Fresno, Yosemite Valley, Sonora og San Francisco.





"..from the foot of Mount Belzoni..."
Donald Fagen, "The Nightfly".


Endnu en kop kaffe, cappuccino i et stort bæger, og denne gang ikke i bilen, men på en høj barstol, lige under en udsugning. Det betyder at der er frisk luft, men også at er hele tiden måske er lidt for køligt - og måske lidt for meget træk. Jeg sidder i en Taco Bell, Vacaville, fredag formiddag, 1 times kørsel fra SF - omgivet af familier, der ligesom Lene og jeg er kørt til et outlet-center, for at handle billigere, og finde de bedste tilbud.

Vi kom til(bage) til San Francisco i går aftes, (torsdag d. 21.4.) efter at have været i bjergene (Sequoia, Kings Canyon og Yosemite), og efter at have været i 'the foothillls' - altså overgangen mellem bjerge og dal. Og der er gået flere dage, og kørt mange miles siden jeg sidst tjekkede ind på rejsebloggen og skrev rejsedagbog.

Det er svært at samle op på mange dage fyldt med forskellige indtryk, detaljer, oplevelser og reflektioner. Når man rejser og kører rundt er det nødvendigt at slippe de umiddelbare oplevelser og gøre plads til nye indtryk og situationer. Som før på turen er kontrasterne store. Bjergene og nationalparkerne tilbyder unikke naturoplevelser, storslåede og veltilrettelagte så det er muligt at bevæge sig rundt i bil, og komme så tæt på som muligt, inden vi stiger ud af bilen for at gå rundt. Yosemite har ca. 3. mill. besøgende årligt, der alle kommer i bil - og selv på en kølig aprildag, hvor træerne endnu ikke sprunget ud, og stadig står vintervisne og brune, er her utroligt mange mennesker.





Efter at have gået rundt i de voksnes Disneyland (torsdag d. 14.4.) - Las Vegas - og oplevet Cirque de Soleils fantastiske Love-show (smukt, livsbekræftende, kreativt og kærligt) på Mirage-resorten om aftenen, kører vi fredag d. 15.4. sydpå for at komme til Death Valley.




Death Valley er anderledes. Øde, ensomt, tørt og varmt, og kun få gennemrejsende som os, der ønsker at opleve en ørken, der vitterligt synes uden liv, stille og livløs og langtrækkende. Solnedgangen er smuk, alt stå stille, luften er kølig og fuldmånen er oppe.




Vi har en overnatning i Furnace Creek, der ligger midt i Death Valley. Vi står tidligt op og kører afsted mens skyggerne stadig er lange og varmen udholdelig, stiller bilen ved et klitområde, og går ind mod klitterne i Stovepipe Wells. Sandet, som er fint og hvidligt, er fyldt med mønstre og mikrospor, der alle tydeligt viser at også en ørken rummer liv, især på de tidspunkter af dagen hvor det er mindst omkostningsfyldt at bevæge sig rundt hvis man er bille.




Efter en lang, hed dag i ørkenen når vi Bakersfield sidst på eftermiddagen - efter en lang køretur der går gennem ørkenens yderområder - og som ender i frodigt, fladt og frugtbart landbrugsland. Endeløse appelsinplantager, stramt symmetriske rækker af valnøddetræer, oliventræer og 'pistacietræer', store frodigtgrønne mark-områder, enten med køer eller med knirkende, evigt-vuggende pumper, der konstant trækker olie op fra undergrunden.




Efter at have overnattet i Bakersfield kører vi gennem nationalparkerne Sequoia og Kings Canyon, for at nå frem til Fresno sidst på dagen. Det er en (endnu) en fantastisk tur, hvor vi starter dagen i varmt, gyldent solskin, for derefter midt på dagen at køre rundt i en dis af tåge og fugt, blandt verdens ældste og største træer - sequoia og redwood - og sidst på dagen, på vej ned mod Fresno - køre i varmt, blødt eftermiddagslys, der får 'foothill'-landskabet til at være en anelse drømmeagtig og tidløst.




Markerne er grønne, uendelige, bakkede og runde, markeret af gamle egetræer der står spredte, nogle steder græsser store hjorder af kvæg. Igen ændrer landskabet sig til at være frodigt lavland med appelsin-plantager, tætte, faconklippede, 'gamle' - og nye på vej.





Vi overnatter i Fresno og kører mandag formiddag nordpå op mod Yosemite, til El Portal, hvor vi har værelse på Cedar Logde, der ligger uden for nationalparkens område. Turen frem til 'parken' rummer de samme indtryk: først det frodige landbrugsland, kunstvandet - videre igennem foothills, bakket og med klipper og sten, der træder frem - for så til sidst at være på smalle, spiralagtige veje der snor sig mellem høje 'sugarpines', stilk-eg og 'ponderosa-pines'.
Vejret forandrer sig altid når man er i bjergene. Dagens tidlige solskin glider over i eftermiddag med diset, overskyet vejr, køligt og lidt blæsende.



Om tirsdagen d. 19.4. har vi en dag i selve parken. Sneen smelter på tinderne og skråninger overalt, og alle revner, sprækker og sænkninger er fyldt med vand i bevægelse. Vandet finder hele tiden vej, løber, pibler, flyder - og danner små og større vandfald, der er med til at gøre dette sted til storslået og 'dramatisk' natur.

Den planlagt korte gå-tur ender op med at være nærmest en heldagstur, fordi vi 'lige' skal passere henover et stenskredsområde og gå 'en mindre omvej'. Drikkevandet slår lige netop til, og turen tilbage til parkeringsområdet og bilen, som også har bananer og mere drikkevand, blir lang.

Næste morgen kører vi videre - ud af parken, langs Merced-floden. Vi er ved at løbe tør for benzin, og håber på at der er nok til at vi kan køre frem til nærmeste tankstation, ca. 23 miles. Selvfølgelig er der nok, amerikanske biler er sikkert konstrueret til den type af udfordringer, og den fyldte tank sætter os fri til at køre igennem det guldgraver-område, der i 1849 ændrede sig totalt. Vi kører igennem meget små byer, fx. Coulterville med 300 indbyggere, og som for 125 år siden havde 6000 indbyggere, saloons, hoteller, stalde, spillebuler, bordeller...




Nogle af byerne overlever, men med en lidt uvis fremtid. Mulighederne for arbejde, uddannelse og netværk findes måske andre steder, og byerne skal have en vis størrelse for at man som ung amerikaner finder det meningsfyldt. Jeg taler med en mand, omkring de 70, i Coulterville, hvis familie har boet i byen siden de kom dertil i 1850'erne, og som nu - sammen med andre familier - forsøger at huske og formidle fortiden og historien ved at udstille fotografier, brugsgenstande og 'effekter' på et lille lokalt museum. Mange af byerne i området har samme historie at fortælle: hvordan man for 100-150 år siden overlevede i det vilde vesten, Californien og guldfundene som for alvor trak alle til.




Vi overnatter i Sonora, det regner om natten, og regner stadig næste morgen da vi kører afsted. Opklaring senere på formiddagen, vi kører gennem flere af '49'-byerne, gør holdt i Murphys, og besøger en afsides liggende drypstenshule. Da vi stiger ned fortæller guiden at hulen reelt er en indianergravplads, som gennem århundreder er blevet brugt af indianere. Gravfreden blev forstyrret da en lokal indbygger i slutningen af 1800-tallet fandt en åbning, kravlede ned og fandt skeletter, knogler og kranier.

Det gør mig lidt utilpas. Jeg er ikke klar på om det skyldes at informationerne bliver afleveret en anelse skødesløst og (måske) respektløst, eller det er Stephen Kings fortælling om hvor det galt det kan gå når man opholder sig på en indianergravplads.

GPS'en bliver indstillet: Days Inn, 465 Grove Street, San Francisco, og allerede på 60 miles' afstand mærker vi en tættere trafik, kører på flersporet interstate highway, og et velkendt landskab: store indkøbscentre placeret mellem motorvejene og boligkvarterne/bymidterne, og som rummer størstedelen af hverdagslivets nødvendigheder.




Der er gensynsglæde forbundet med at se San Franciscos skyline igen. Solen er på vej ned over Golden Gate Bridge, i gylden havdis, mens vi kører henover Bay Bridge. Det føles som en begyndende og meningsfyldt afrunding af de seneste 3 ugers rundtur i Californien, Arizona, Utah og Nevada - og falder på plads da vi får vores værelse, hvor vi skal bo de næste 5-6 dage.

Værelset rummer det vi har brug for, måske på lidt mindre plads - men det er OK, og vi glæder os til de kommende dage der rummer nye muligheder: Astrid og Helle er på vej, vi er inviteret med til et lokalt BBQ party i anledning af at Helle og Astrid kommer, vi skal ikke køre rundt men kan gå rundt og holde fri i storbyen, og tage det med ro mens vi får sagt 'ordentligt farvel' til dette her forunderlige sted på jorden.

Jeres (snart) hjemsendte, kærlige hilsener, Torsten.

torsdag den 14. april 2011

Starbucks, Tropicana Avenue W - Las Vegas, torsdag d. 14. april.




"...Like a river flows surely to the sea
Darling so it goes
Some things are meant to be
Take my hand, take my whole life too
For I cant help falling in love with you..."

Elvis Presley


Det er formiddag, jeg sidder i en brun læderlænestol, og har laptoppen foran mig på et lavt, rundt sofabord - og rundt omkring i lokalet, som er fyldt, sidder mænd og kvinder, flest mænd, i samtale eller optaget af lektier og studieforberedelse, avislæsning, tømmermænd, Skype. Alle i forskellige aldre.

Solen skinner udenfor, men luften er kølig, det blæser kraftigt, og jeg sidder for tæt på døren - det trækker hver gang der kommer nogen eller de går.
Der er god stemning i lokalet, som er indrettet på en måde, der gør det let at sidde her - og de gæster der er her, synes at være tilpasse med det de gør her. Der blir talt og lyttet meget, folk har noget på hjerte, og jeg føler mig godt tilpas, tryg og afbalanceret.
Der er ikke noget wifi på Tahiti All Resort, vores motel i Las Vegas, så jeg er gået over til Starbucks, der ligger 3 minutter fra motellet.

Motellet er et mix af 'timeshare'lejligheder og værelser/lejligheder der udlejes som ethvert andet motel. Der dufter af kokosolie på gangene, der er dækket af et ensartet, langluvet tæppe med et mønster af orkideer, og stiliseret blade, grønne og gyldentbrune. Der er en stor udendørs pool, som ligger beskyttet og omgivet af motellets bygninger, og med høje store palmer, der fuldender illusionen, om en varm, solfyldt eftermiddag ved stranden.




Hele Las Vegas' bybillede leger med mine forestillinger om virkelighed, fantasi, myter og realiteter. Arkitekter og bygherrer har skabt nutidige paladser, enorme bygninger, luksuriøse langt ud over hvad jeg før har set. Og jeg kan gå ind af døren, uden at blive stoppet eller afvist.





Det er svært at sammenligne bybilledet og menneskene med noget velkendt, sikkert fordi det ligger så langt væk fra hvad jeg almindeligvis ser - eller før har set. Men jeg tager mig selv i at minde mig om det er menneskeskabt det jeg ser og oplever, og at det hele ville være en spøgelsesby, eller et mareridt - værre end Stephen Kings 'The Shining', hvis ikke det var fordi alle vi mennesker var her.




Også her er der kontraster - som jeg kun lige har anet. Tiggerne findes rundt omkring på gaderne, enten med et papkrus foran sig, eller også latinos stående på de strategisk rigtige steder, hvor de deler kort og rabatklip ud, med en knipsende lyd, der fanger den forbigåendes opmærksomhed.
Guiden siger at sidegaderne, tilstrækkeligt langt væk fra The Strip, har misbrugere og prostituerede - mennesker der tog til Las Vegas for at finde og prøve lykken, for at komme væk fra noget der måske syntes endnu værre.

Byen vokser med 3000 nye indbyggere for hver måned der går, og området overfor vores motel er en kæmpe byggeplads, hvor der en dag står et nyt palads, klar til at blive befolket og udfordre ønsker, håb og drømme for en kort tid. Lene gør opmærksom på, at i en by, hvor det gælder om at skabe og tiltrække sig opmærksomhed med balanceret ekstremer, må det være vanskeligt at blive med at overgå de andre og sig selv.




Måske ligger en del af svaret og løsningen i at historien gentager sig selv, eller at gentage historien. På fronten af et al de helt store casinoer, og hoteller - Aria - står der: Elvis is in the building. De gentager historien og formår at gøre en del af historien og myterne om The King levende og nærværende, så jeg både bliver glad, berørt og tryllebundet.

Forestillingen er fantastisk, jeg har (indtil nu) aldrig set noget tilsvarende, eller noget der nærmer sig. Stemningsfyldt og magisk at høre Elvis' stemme, som er han tilstede, i duet eller backet op af et heftigt, spillende band, der spiller live.
Uagtet at de spiller med et playback sker tingene her og nu, og jeg acccepterer hele forestillingen og budskaberne uden forbehold, og tager noget nyt med mig derfra.





Vi har 1 døgn mere i Las Vegas, derefter kører vi ud af byen, for at tage til et af klodens varmeste steder - Death Valley. Så resten af idag skal gå med at se lidt mere af alt det forunderlige der findes her - iblandt familier der er på ferie i Vegas, ældre vennepar der skal se Viva Elvis, forretningsfolk der fester om natten og laver business om dagen, og masser af turister der er her - for at spille, opleve og være tilstede.




Og så har jeg kun lige strejfet casinoerne glimtvis, men nok til at jeg får en fornemmelse af at der er der er stærke kræfter på spil. Borde, med primært mænd omkring, koncentreret og fokuseret, stift stirrende, bevidst neutrale eller antydende - og nok til at jeg mest af alt har en mærkbar fornemmelse af at jeg skal gå videre.

Det er privat og intimt det der foregår, og nogen har tydeligvis ikke heldet med sig og føler sig generet at mit hurtige kig ind til bordene. De ulige fordelte stabler af jetoner fortæller rimeligt præcist hvem der har succes, eller er på vej til at få det. Det kræver mod og afklarethed at være med og jeg er ret sikker på at jeg ikke har det, når det gælder det jeg overværer, mens jeg er på vej hen for at hente billetterne til Viva Elvis.

"...Love me tender,
Love me dear,
Tell me you are mine.
I'll be yours through all the years,
Till the end of time...."
Elvis Presley

 

I al kærlighed, jeres udsendte. Torsten.

mandag den 11. april 2011

Farvel til Grand Canyon, lørdag d. 9.4 - henover Colorado Plateauet, indianere, og Zion National Park - lørdag 9.4 til mandag 11.4.




Søndag aften, 21:45, Zion Logde.
Alt er roligt her, aftenstille, og ingen lyde af den slags man har i baggrunden, og gennem hele natten, hvis man overnatter på et motel, ved en større vej. Vi bor på Zion Logde, et gammelt hotel, der ligger inde i en canyon, langs Virgin-floden. Vi er omgivet af lodrette klippevægge, flere hundrede meter høje, rød Navaho-sandsten, og en flod, der strømmer gennem canyonen - med mere vand lige nu på grund af de store snefald på hele Coloradoplateauet.




Her er meget smukt, og det er en fantastisk oplevelse at være omgivet af så voldsom og smuk natur - lige uden for hoveddøren, eller som udsigt fra altanen. Solen har skinnet hele dagen, så sneen på tagene smelter, og alt løber og risler.

Det har været dramatiske dage, hvor vores ferieplanlægning reelt er blevet ramt af Kongressens og Senatets uenigheder om den kommende finanslov. Budgetforhandlingerne har stået på i flere måneder, og var indtil fredag aften uløste. Skulle man skære i 'social service' eller ej?
Havde de ikke fundet en midlertidig løsning var (blandt andet) alle nationalparkerne blevet lukket indtil videre, hvorefter vores reservationer i Zion National Park og Bryce National Park ville være ubrugelige. Samtidig med at vi fulgte ivrigt med i nyhedsudsendelserne på tv var receptionen på Maswik Lodge i Grand Canyon usikre på om vejene væk fra parken ville være lukket, ligesom de var ret sikre på at vi ikke kunne nå frem til Zion i løbet af lørdagen - på grund af det voldsomme snevejr.




På vej hen til en snedækket bil, lørdag morgen, Grand Canyon.




Tingene faldt på plads: senat og kongres finder en midlertidig løsning frem til 14.4., vejen væk fra Grand Canyon bliver åbnet lørdag formiddag, og en lokal tankbestyrer i Kanab fortæller os at vi uden problemer kan køre direkte til Zion. Vejret klarer op lørdag formiddag, og vi har en utrolig smuk tur gennem landskaberne af ensomme veje, med store vidder og sneklædte bjerge til alle sider.




Solskin afløser snevejr, vi møder de første indianere på vores roadtrip, vejene er tørre og egnet til god hastighed - og det føles godt at være sent fremme i Zion, som på kort tid viser sig som et utroligt smukt bjerglandskab.

Den smukke natur får alt til at falde på plads, og vi glæder os til de kommende dage i Bryce National Park. Mere natur, gåture, klipper og bjerge, smukt lys og et forår der er i fuldt flor.

Jeres udsendte & med kærlig hilsen, Torsten

lørdag den 9. april 2011

Kingman, Arizona - Grand Canyon, onsdag d.6. - fredag d.8. april 2011.


Det sner!....Sneen daler ned, små lette snefnug, der lægger sig på alt her. På busserne der holder parkeret lige overfor vores værelse. Deres destinationer er: Sunset Tour, Freedom Tour, Grand Tour og Desert View. Vi er i Grand Canyon National Park, og har tjekket ind på Maswik Lodge, hvor vi har reserveret deres sidste ledige værelse.




Sneen lægger sig på hustagene, på fyrretræerne, på buske og græs, på bilerne der holder parkeret foran motelværelserne. Det blæser, det er koldt uden for, og selvom det ikke er frysegrader er det lidt af en kontrast til det vi lod bag os igår, hvor vi kørte fra Kingman, Arizona. Vi kom her til i korte bukser, sandaler og t-shirts ved 17-tiden, efter en lang og fantastisk tur gennem ørkenagtige landskaber, forunderlige klippeformationer, og vidder hvor horisonten er fjerntligggende bjerge, der er så langt væk, at de ses - men ikke hvis de fotograferes.





Turen hertil var en helt særlig tur - ikke bare gennem den natur som er Arizona, men også en turrute hvor vi bliver mindet om al tings forgængelighed. Vi kører af Route 66 - fra Kingman og til Seligman - som løber fra Chicago og til Los Angeles, og som altid har gjort det muligt for amerikanerne at krydse kontinentet - for at nå frem til Stillehavet og drømmen om et bedre liv. Vi kører gennem ensomt liggende, forladte og mennesketomme bebyggelser, hvor tomme huse, knuste ruder og afskallet maling antyder at det nogen gange er nødvendigt at bryde op og lægge sin fortid bag sig, uanset om det er en hurtig beslutning eller en desperat handling der skal sikre at det ikke bliver endnu værre end det allerede har været over tid.

Men landskabet forbliver smukt, uendeligt, og hele tiden i bevægelse - bilen bringer forandringer, og selvom afstandene er store dukker der hele tiden nye sigtepunkter op, nye klippeformationer,flodlejer, nye græsgange. Blæsten trækker nye skyformationer med sig, og i næsten en lille time kører vi under en klar blå præriehimmel, med højtliggende skyer, der sørger for at der er perspektiv i det vi ser. Det føles godt, og er næsten drømmeagtigt i sin stilhed og tidløshed.



Derfor er det også lidt forunderligt at vi idag efter bliver hentet ind af et snevejr, der sænker al sigtbarhed til 50 meter. Når vi står på kanten af Grand Canyon, står vi en sky af snefnug, og kan kun lige skimte 'den anden side' - den nordlige del: North Rim. Det er umuligt at se bunden af canyonen, hvor Coloradofloden snor sig, det er næsten umuligt at se mere end 30 meter ned, og de store vidder nordpå er usynlige. Det hele fornemmes som at være i midten af en sky.



Vi tager en shuttle-bus ud til Hermits Rest. Det tager en god halv time med en langsomt kørende bus, og en venlig humoristisk 'busdriver', der sørger for en god og kærlig distance til snevejret og som gør det muligt at se lidt lyst på at et af verdens 7 natur-underværker er pakket ind i sne, skyer, tåge, fugt - lige netop den dag, hvor vi er her - efter at have rejst rundt ½ gang om jorden

Vi går en tur nedad, mens sneen stadig daler, og møder vandrere med rygsække og stave, der er på vej op af Hermits Trail. De har gået nede fra bunden af canyonen, overnattet der nede, og har næsten nået deres endemål, der hvor vi møder dem. Iklædt korte bukser, varme jakker, bjergstøvler, masser af oppakning og en særlig glød og entusiasme.

Vi tager tilbage til motellet, værelse 221, spiller backgammon, drikker varm te og spiser de sandwiches der skulle have været spist 'udenfor'. Værelset er varm, hyggeligt, og planerne for eftermiddagen bliver at skrive postkort i receptionen og lobbyen - og bevare håbet for bedre vejr og en opklaring.
Jeres udsendte, Torsten.
 

onsdag den 6. april 2011

Joshua Tree National Park, California - Kingman, Arizona, 4. april - 6. april 2011.



Det regner. Det siler ned fra en grå, overskyet himmel, her på Travelodge Motel, Kingman, 6. april. Klokken er 17:40, fjernsynet er tændt, og journalister fortæller om hvordan amerikanernes økonomi forandrer sig - stigende benzinpriser, aktiekurser, etc. Svært at begribe, og alligevel velkendt. Der blir vist billeder af demonstranter, der anklager den siddende regering for at være løgnere og marxister.
Vejret har forandret sig. De nationale vejrudsigter melder om regn, tordenvejr, blæst og det bliver meget klart hvor heldige vi har været med vejret indtil videre. Vi har haft varme, solrige dage, stortset skyfrit og med lidt brise, der har taget den værste varme. Nu har det ændret sig, men er ifølge de lokale vejrudsigter midlertidigt med regn idag og på lørdag. Derefter er der lovet sol og varme igen.




Hele dagen igår, fra tidlig morgen ogt til hen mod solnedgang var vi i Joshua Tree Nationalpark, som er et stort 'high desert' område og en del af den store Mojaveørken - med en unik vækst af Joshua-træer, som er en slags yuccaer, (Yucca brevifolia), markante klippeformationer, udsigtspunkter, forladte og lukkede miner, og et særligt dyre- og planteliv. Gennemsnitlig årlig nedbør er 50 mm - 120 mm.





Det er vores første oplevelser med at være i Mojaveørkenen, og når man lige stiger ud af bilen og tager de første skridt rundt er det allerførste indtryk stilhed, tør varme og blæst.
Men allerede efter kort tid er der synligt liv. Fuglelyde fra en højtflyvende ravn der når frem til os - fordi der ikke er andre lyde der forstyrrer eller tager over, firben der pludseligt og skyndsomt løber væk for derefter at stoppe op, en myretue i sandet, en skygge der bevæger sig 2-3 meter væk og som viser sig at være et jordegern, en bille der synes at bevæge sig hurtigt og målrettet afsted. Og når man giver sig tid til det og ser godt efter er der overalt spor af dyreliv. Så denne ørken rummer sit helt eget liv, følsomt balanceret og tilpasset.



Vi træder ud af bilen efter 10 minutters off-road kørsel, forlader den kølige aircondition, fylder rygsækken med en fyldt vandflaske, og vandrer afsted i 2-3 timer af et 'trail' mod en forladt mine - og tilbage igen. Minen har selvfølgelig sin egen særlige historie fra 1890'ernes US, hvor drømmen om at finde en guldåre - og dermed måske en kilde til en uudtømmelig rigdom stadig - stadig eksisterer.
Det bliver ved drømmen: en lokal "guldgraver", Johnny Lang, henter møjsommeligt små mængder guld ud, men der bliver mindre og mindre at hente frem, så Johnny sælger i tide til Ryan-brødrene der investerer i en 'stampemølle' og udbygger minen med skakter, sidegange, mv.
Møllen og en masse ansatte gør deres del af det hårde arbejde, men Ryan-brødrene giver op og forlader stedet - Lost Horse Mine. Det forfalder indtil man i 1990'ene beslutter sig for at bevare det for eftertiden, som et minde om de utallige små lokale miner, der findes overalt i det sydvestlige USA.



Det er varmt, og det er hårdt at gå under en svidende, varm sol - og så er det endda relativt køligt sammenlignet med de ekstremer der er i juli og august. Så det føles godt at være tilbage i en kølig og komfortabel bil, der gør det muligt at se det meste af området, og stoppe op undervejs for at fotografe og opleve noget særligt. Flere steder i området kan man overnatte, og vi kan at folk har slået sig ned i telte, eller med mobile-homes. Det er sikkert også en særlig oplevelse at se solen stå op og sende et orange lys udover klipper, sand og buske - eller mærke dagslyset forsvinde i tusmørket, for derefter at være under en mørk himmel, fyldt med stjerner og stjernebilleder.

Vi får en fornemmelse af det, da vi kører tilbage til motellet, efter at have spist kinesisk fastfood (hvorfor er det at portionerne er så store?), trætte efter en lang dag ude. Men lyset fra Yucca Village 'overdøver' og det bliver ved tanken.
Jeres udsendte, Torsten.

mandag den 4. april 2011

Lincoln Avenue, Anaheim, Disneyland, Huntington Beach og Laguna Beach. Fredag 1.april - mandag 4.april, 2011.

"..open the doors slowly, and give 'em your best smile..'
Skilt på indersiden af døren, inden den åbner sig til kundearealerne, Disneyland.




 
Lad mig starte med en tilståelse og en korrektion: vi er ikke i Los Angeles, vi befinder os ude for bygrænsen, og er i stedet i Orange County, OC - som nogen vil kende fra tv-serien af samme navn.

For en udeforstående som jeg er der ikke forskel, men det er der hvis man er fastboende ifølge de lokale guides. Kvarteret hvor motellet ligger er en blanding af private boliger. Det er små ens huse med meget lidt have, de ligger blandt autoværksteder, dyrlæger, tandlæger, resturanter og grill-barer, videoforretninger, 'foot massage and spa', og større centre med ret store supermarkeder, der har åbent hele ugen - og kl. 6 søndag morgen i følge en af kassedamerne.

Motellet er bemandet med et indisk par, måske pakistansk - på samme måde som der hvor vi er nu (High Desert otel, Joshua Tree Village - på kanten af nationalparken af samme navn), og som de andre steder hvor vi har boet, undtaget Hotel California i SF hvor der stod en tatoveret receptionist. Tatoveringer er almindelige overalt - latinoer, hvide, ældre, unge, kvinder og mænd, familiefædre, 'goth'-unge, alle har dem.

Fredag aften 1.4. spiser vi 'pork chops' og 'beef' med stegte grønne og søde bananer, på en lokal grill, puertoricansk, og med 2 syngende og spillende musikere, der spillede romatiske sange for gæsterne. God optakt og fornemmelse til det multikulturelle USA, som mere og mere nærmer sig en endnu mere multi-etnisk nation end det nogen siden har været. Aviserne skriver om det, Lonely Planet-guiden nævner det og tjener/servicetriceparret i restauranten taler om det, med en form for forsigtig glæde og stolthed.

Vi ser det også i Disneyland, hvor vi er - både lørdag og søndag, begge dage og hele dagen. Det multietniske er tydeligt og anderledes, sammenlignet med de fotos vi ser fra den gang den første af parkerne åbnede (1955), og i de tidlige tressere, hvor troen på fremskridtet, flyvende tallerkener, mennesket i rummet og amerikanskefamilie-værdier stråler ud fra billederne. Parken er søgt bibevaret som den engang var tænkt og bygget, og har fået tilføjet en del af de figurer og karakterer der sidenhen er kommet. Alt er meget pænt, rent, nymalet. Intet flyder eller blæser i vinden, overalt er der personale der smiler, fjerner dit affald, spørger til 'hvordan har du det?' og 'hvordan har dagen været?'




Alle har et navneskilt, der fortæller hvilken by og stat de kommer fra. Godt fordi det giver en fornemmelse af tryghed og sikkerhed - når de spørger dig om du også kunne tænke dig at købe en ting mere. Skidt, når du arbejder i parken og en vred gæst er utilfreds med dit afslag på hendes ønske om at omgås køen af 35 minutters varighed. Når hun klager over dig, sender din nærmeste chef dig efterfølgende på en tvungen ferie af 3 dages varighed uden løn', uanset at du gjorde det rigtige, og hun bare var en 'bitch'.
 
Det er svært at beskrive Disneyland på så lidt plads, deres slogan: "the happiest place on earth" er ikke specielt dækkende for hvad der foregår, og jeg kan godt sætte mig ind i den tankegang der kommer til udtryk i "..disneyland after dark..". Hvad sker der når mørket falder på?

Stortset overalt er der højttaler, der strømmer over af kendte eller mindre kendte temaer og strofer fra de film, vi har set, der mennesker som i en myretur, alt er i bevægelse - og jeg får kortvarige klaustrofobiske fornemmelser, af at alt syder og koger på de indre linjer, og at der ikke er nogen vej tilbage.

Men det er der, og der er rolige øjeblikke, hvor der måske opstår magiske øjeblikke - hvor det ikke er plastic og gode kopier, men noget der rammer dybere. Som da vi er i teatret, og ser historien om Aladdin og Jasmin udspille sig som musical/show, eller hvor en animeret havskildpadde taler fra en animeret havbund til grupper af børn og voksne der morer sig og har det godt.

 
"...The surf was easy on the day I came to stay..."
The Goodbye Look, Donald Fagen.


Vi tjekker ud fra Rodeway Inn, Anaheim, og kører til Surf City - Huntington Beach, som bare er 'stedet' når det gælder surf. 'Tilhvertilfælde' i dag, hvor solen stråler, det blæser og hvor Stillehavets bølger brydes på den helt rigtige surfermåde. Fantastisk og glædeligt at se hvordan der leges med bølger, vind og hav på en måde, der må være stærkt vanedannende, hvis man er vokset op her. Surf kender ingen alder eller køn - eller næsten da, der er ingen under 20 år der padler rundt mens man venter på den helt rigtige bølge.


Oppe på molen, hvor vi står og fotograferer, står også en høj sort mand. Han har stillet sig på en betonklods, så han lige kommer 50 cm højere op. Han spejder også efter de rigtige store bølger, frydes af glæde når han har spottet dem, og lykønsker sig selv for at være med og være tæt på.
Jeg forstår ham godt, jeg har det ligesådan.

Vi runder formiddagen af med at spise frokost på en cafe med udsigt ud over stranden og vandet, taler om hvordan det er at være forælder når man ved eller ikke ved, hvordan man er det - magiske uforglemmelige øjeblikke og historier.

Turen fra strandene og ind i landet forandrer hurtigt landskabet. Alt forandrer sig, bakker, høje, bjerge, dale og udsyn - landskaberne er tørre, men stadig grønne. Turen er en god omstilling til Joshua Tree Nationalpark, hvor vi er nu - et lille motel, med få turister - måske er vi det eneste par, håndværkere og sælgere, og andre for hvem mobilitet er et vilkår. Lene har vasket, tøjet er hængt op eller tørret i tumbler, klokken er 18:35, det er stadig hedt udenfor, og solen står stadig højt.
Jeres udsendte, Torsten - 4.april 2011.