"..from the foot of Mount Belzoni..."
Donald Fagen, "The Nightfly".
Endnu en kop kaffe, cappuccino i et stort bæger, og denne gang ikke i bilen, men på en høj barstol, lige under en udsugning. Det betyder at der er frisk luft, men også at er hele tiden måske er lidt for køligt - og måske lidt for meget træk. Jeg sidder i en Taco Bell, Vacaville, fredag formiddag, 1 times kørsel fra SF - omgivet af familier, der ligesom Lene og jeg er kørt til et outlet-center, for at handle billigere, og finde de bedste tilbud.
Vi kom til(bage) til San Francisco i går aftes, (torsdag d. 21.4.) efter at have været i bjergene (Sequoia, Kings Canyon og Yosemite), og efter at have været i 'the foothillls' - altså overgangen mellem bjerge og dal. Og der er gået flere dage, og kørt mange miles siden jeg sidst tjekkede ind på rejsebloggen og skrev rejsedagbog.
Det er svært at samle op på mange dage fyldt med forskellige indtryk, detaljer, oplevelser og reflektioner. Når man rejser og kører rundt er det nødvendigt at slippe de umiddelbare oplevelser og gøre plads til nye indtryk og situationer. Som før på turen er kontrasterne store. Bjergene og nationalparkerne tilbyder unikke naturoplevelser, storslåede og veltilrettelagte så det er muligt at bevæge sig rundt i bil, og komme så tæt på som muligt, inden vi stiger ud af bilen for at gå rundt. Yosemite har ca. 3. mill. besøgende årligt, der alle kommer i bil - og selv på en kølig aprildag, hvor træerne endnu ikke sprunget ud, og stadig står vintervisne og brune, er her utroligt mange mennesker.
Efter at have gået rundt i de voksnes Disneyland (torsdag d. 14.4.) - Las Vegas - og oplevet Cirque de Soleils fantastiske Love-show (smukt, livsbekræftende, kreativt og kærligt) på Mirage-resorten om aftenen, kører vi fredag d. 15.4. sydpå for at komme til Death Valley.
Death Valley er anderledes. Øde, ensomt, tørt og varmt, og kun få gennemrejsende som os, der ønsker at opleve en ørken, der vitterligt synes uden liv, stille og livløs og langtrækkende. Solnedgangen er smuk, alt stå stille, luften er kølig og fuldmånen er oppe.
Vi har en overnatning i Furnace Creek, der ligger midt i Death Valley. Vi står tidligt op og kører afsted mens skyggerne stadig er lange og varmen udholdelig, stiller bilen ved et klitområde, og går ind mod klitterne i Stovepipe Wells. Sandet, som er fint og hvidligt, er fyldt med mønstre og mikrospor, der alle tydeligt viser at også en ørken rummer liv, især på de tidspunkter af dagen hvor det er mindst omkostningsfyldt at bevæge sig rundt hvis man er bille.
Efter en lang, hed dag i ørkenen når vi Bakersfield sidst på eftermiddagen - efter en lang køretur der går gennem ørkenens yderområder - og som ender i frodigt, fladt og frugtbart landbrugsland. Endeløse appelsinplantager, stramt symmetriske rækker af valnøddetræer, oliventræer og 'pistacietræer', store frodigtgrønne mark-områder, enten med køer eller med knirkende, evigt-vuggende pumper, der konstant trækker olie op fra undergrunden.
Efter at have overnattet i Bakersfield kører vi gennem nationalparkerne Sequoia og Kings Canyon, for at nå frem til Fresno sidst på dagen. Det er en (endnu) en fantastisk tur, hvor vi starter dagen i varmt, gyldent solskin, for derefter midt på dagen at køre rundt i en dis af tåge og fugt, blandt verdens ældste og største træer - sequoia og redwood - og sidst på dagen, på vej ned mod Fresno - køre i varmt, blødt eftermiddagslys, der får 'foothill'-landskabet til at være en anelse drømmeagtig og tidløst.
Markerne er grønne, uendelige, bakkede og runde, markeret af gamle egetræer der står spredte, nogle steder græsser store hjorder af kvæg. Igen ændrer landskabet sig til at være frodigt lavland med appelsin-plantager, tætte, faconklippede, 'gamle' - og nye på vej.
Vejret forandrer sig altid når man er i bjergene. Dagens tidlige solskin glider over i eftermiddag med diset, overskyet vejr, køligt og lidt blæsende.
Om tirsdagen d. 19.4. har vi en dag i selve parken. Sneen smelter på tinderne og skråninger overalt, og alle revner, sprækker og sænkninger er fyldt med vand i bevægelse. Vandet finder hele tiden vej, løber, pibler, flyder - og danner små og større vandfald, der er med til at gøre dette sted til storslået og 'dramatisk' natur.
Den planlagt korte gå-tur ender op med at være nærmest en heldagstur, fordi vi 'lige' skal passere henover et stenskredsområde og gå 'en mindre omvej'. Drikkevandet slår lige netop til, og turen tilbage til parkeringsområdet og bilen, som også har bananer og mere drikkevand, blir lang.
Næste morgen kører vi videre - ud af parken, langs Merced-floden. Vi er ved at løbe tør for benzin, og håber på at der er nok til at vi kan køre frem til nærmeste tankstation, ca. 23 miles. Selvfølgelig er der nok, amerikanske biler er sikkert konstrueret til den type af udfordringer, og den fyldte tank sætter os fri til at køre igennem det guldgraver-område, der i 1849 ændrede sig totalt. Vi kører igennem meget små byer, fx. Coulterville med 300 indbyggere, og som for 125 år siden havde 6000 indbyggere, saloons, hoteller, stalde, spillebuler, bordeller...
Nogle af byerne overlever, men med en lidt uvis fremtid. Mulighederne for arbejde, uddannelse og netværk findes måske andre steder, og byerne skal have en vis størrelse for at man som ung amerikaner finder det meningsfyldt. Jeg taler med en mand, omkring de 70, i Coulterville, hvis familie har boet i byen siden de kom dertil i 1850'erne, og som nu - sammen med andre familier - forsøger at huske og formidle fortiden og historien ved at udstille fotografier, brugsgenstande og 'effekter' på et lille lokalt museum. Mange af byerne i området har samme historie at fortælle: hvordan man for 100-150 år siden overlevede i det vilde vesten, Californien og guldfundene som for alvor trak alle til.
Vi overnatter i Sonora, det regner om natten, og regner stadig næste morgen da vi kører afsted. Opklaring senere på formiddagen, vi kører gennem flere af '49'-byerne, gør holdt i Murphys, og besøger en afsides liggende drypstenshule. Da vi stiger ned fortæller guiden at hulen reelt er en indianergravplads, som gennem århundreder er blevet brugt af indianere. Gravfreden blev forstyrret da en lokal indbygger i slutningen af 1800-tallet fandt en åbning, kravlede ned og fandt skeletter, knogler og kranier.
Det gør mig lidt utilpas. Jeg er ikke klar på om det skyldes at informationerne bliver afleveret en anelse skødesløst og (måske) respektløst, eller det er Stephen Kings fortælling om hvor det galt det kan gå når man opholder sig på en indianergravplads.
GPS'en bliver indstillet: Days Inn, 465 Grove Street, San Francisco, og allerede på 60 miles' afstand mærker vi en tættere trafik, kører på flersporet interstate highway, og et velkendt landskab: store indkøbscentre placeret mellem motorvejene og boligkvarterne/bymidterne, og som rummer størstedelen af hverdagslivets nødvendigheder.
Der er gensynsglæde forbundet med at se San Franciscos skyline igen. Solen er på vej ned over Golden Gate Bridge, i gylden havdis, mens vi kører henover Bay Bridge. Det føles som en begyndende og meningsfyldt afrunding af de seneste 3 ugers rundtur i Californien, Arizona, Utah og Nevada - og falder på plads da vi får vores værelse, hvor vi skal bo de næste 5-6 dage.
Værelset rummer det vi har brug for, måske på lidt mindre plads - men det er OK, og vi glæder os til de kommende dage der rummer nye muligheder: Astrid og Helle er på vej, vi er inviteret med til et lokalt BBQ party i anledning af at Helle og Astrid kommer, vi skal ikke køre rundt men kan gå rundt og holde fri i storbyen, og tage det med ro mens vi får sagt 'ordentligt farvel' til dette her forunderlige sted på jorden.
Jeres (snart) hjemsendte, kærlige hilsener, Torsten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar