Det sner!....Sneen daler ned, små lette snefnug, der lægger sig på alt her. På busserne der holder parkeret lige overfor vores værelse. Deres destinationer er: Sunset Tour, Freedom Tour, Grand Tour og Desert View. Vi er i Grand Canyon National Park, og har tjekket ind på Maswik Lodge, hvor vi har reserveret deres sidste ledige værelse.
Sneen lægger sig på hustagene, på fyrretræerne, på buske og græs, på bilerne der holder parkeret foran motelværelserne. Det blæser, det er koldt uden for, og selvom det ikke er frysegrader er det lidt af en kontrast til det vi lod bag os igår, hvor vi kørte fra Kingman, Arizona. Vi kom her til i korte bukser, sandaler og t-shirts ved 17-tiden, efter en lang og fantastisk tur gennem ørkenagtige landskaber, forunderlige klippeformationer, og vidder hvor horisonten er fjerntligggende bjerge, der er så langt væk, at de ses - men ikke hvis de fotograferes.
Turen hertil var en helt særlig tur - ikke bare gennem den natur som er Arizona, men også en turrute hvor vi bliver mindet om al tings forgængelighed. Vi kører af Route 66 - fra Kingman og til Seligman - som løber fra Chicago og til Los Angeles, og som altid har gjort det muligt for amerikanerne at krydse kontinentet - for at nå frem til Stillehavet og drømmen om et bedre liv. Vi kører gennem ensomt liggende, forladte og mennesketomme bebyggelser, hvor tomme huse, knuste ruder og afskallet maling antyder at det nogen gange er nødvendigt at bryde op og lægge sin fortid bag sig, uanset om det er en hurtig beslutning eller en desperat handling der skal sikre at det ikke bliver endnu værre end det allerede har været over tid.
Men landskabet forbliver smukt, uendeligt, og hele tiden i bevægelse - bilen bringer forandringer, og selvom afstandene er store dukker der hele tiden nye sigtepunkter op, nye klippeformationer,flodlejer, nye græsgange. Blæsten trækker nye skyformationer med sig, og i næsten en lille time kører vi under en klar blå præriehimmel, med højtliggende skyer, der sørger for at der er perspektiv i det vi ser. Det føles godt, og er næsten drømmeagtigt i sin stilhed og tidløshed.
Derfor er det også lidt forunderligt at vi idag efter bliver hentet ind af et snevejr, der sænker al sigtbarhed til 50 meter. Når vi står på kanten af Grand Canyon, står vi en sky af snefnug, og kan kun lige skimte 'den anden side' - den nordlige del: North Rim. Det er umuligt at se bunden af canyonen, hvor Coloradofloden snor sig, det er næsten umuligt at se mere end 30 meter ned, og de store vidder nordpå er usynlige. Det hele fornemmes som at være i midten af en sky.
Vi tager en shuttle-bus ud til Hermits Rest. Det tager en god halv time med en langsomt kørende bus, og en venlig humoristisk 'busdriver', der sørger for en god og kærlig distance til snevejret og som gør det muligt at se lidt lyst på at et af verdens 7 natur-underværker er pakket ind i sne, skyer, tåge, fugt - lige netop den dag, hvor vi er her - efter at have rejst rundt ½ gang om jorden
Vi går en tur nedad, mens sneen stadig daler, og møder vandrere med rygsække og stave, der er på vej op af Hermits Trail. De har gået nede fra bunden af canyonen, overnattet der nede, og har næsten nået deres endemål, der hvor vi møder dem. Iklædt korte bukser, varme jakker, bjergstøvler, masser af oppakning og en særlig glød og entusiasme.
Vi tager tilbage til motellet, værelse 221, spiller backgammon, drikker varm te og spiser de sandwiches der skulle have været spist 'udenfor'. Værelset er varm, hyggeligt, og planerne for eftermiddagen bliver at skrive postkort i receptionen og lobbyen - og bevare håbet for bedre vejr og en opklaring.
Jeres udsendte, Torsten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar