Starbucks, Tropicana Avenue W - Las Vegas, torsdag d. 14. april.

"...Like a river flows surely to the sea
Darling so it goes
Some things are meant to be
Take my hand, take my whole life too
For I cant help falling in love with you..."
Elvis Presley


Det er formiddag, jeg sidder i en brun læderlænestol, og har laptoppen foran mig på et lavt, rundt sofabord - og rundt omkring i lokalet, som er fyldt, sidder mænd og kvinder, flest mænd, i samtale eller optaget af lektier og studieforberedelse, avislæsning, tømmermænd, Skype. Alle i forskellige aldre.

Solen skinner udenfor, men luften er kølig, det blæser kraftigt, og jeg sidder for tæt på døren - det trækker hver gang der kommer nogen eller de går.
Der er god stemning i lokalet, som er indrettet på en måde, der gør det let at sidde her - og de gæster der er her, synes at være tilpasse med det de gør her. Der blir talt og lyttet meget, folk har noget på hjerte, og jeg føler mig godt tilpas, tryg og afbalanceret.
Der er ikke noget wifi på Tahiti All Resort, vores motel i Las Vegas, så jeg er gået over til Starbucks, der ligger 3 minutter fra motellet.

Motellet er et mix af 'timeshare'lejligheder og værelser/lejligheder der udlejes som ethvert andet motel. Der dufter af kokosolie på gangene, der er dækket af et ensartet, langluvet tæppe med et mønster af orkideer, og stiliseret blade, grønne og gyldentbrune. Der er en stor udendørs pool, som ligger beskyttet og omgivet af motellets bygninger, og med høje store palmer, der fuldender illusionen, om en varm, solfyldt eftermiddag ved stranden.

Hele Las Vegas' bybillede leger med mine forestillinger om virkelighed, fantasi, myter og realiteter. Arkitekter og bygherrer har skabt nutidige paladser, enorme bygninger, luksuriøse langt ud over hvad jeg før har set. Og jeg kan gå ind af døren, uden at blive stoppet eller afvist.

Det er svært at sammenligne bybilledet og menneskene med noget velkendt, sikkert fordi det ligger så langt væk fra hvad jeg almindeligvis ser - eller før har set. Men jeg tager mig selv i at minde mig om det er menneskeskabt det jeg ser og oplever, og at det hele ville være en spøgelsesby, eller et mareridt - værre end Stephen Kings 'The Shining', hvis ikke det var fordi alle vi mennesker var her.

Også her er der kontraster - som jeg kun lige har anet. Tiggerne findes rundt omkring på gaderne, enten med et papkrus foran sig, eller også latinos stående på de strategisk rigtige steder, hvor de deler kort og rabatklip ud, med en knipsende lyd, der fanger den forbigåendes opmærksomhed.
Guiden siger at sidegaderne, tilstrækkeligt langt væk fra The Strip, har misbrugere og prostituerede - mennesker der tog til Las Vegas for at finde og prøve lykken, for at komme væk fra noget der måske syntes endnu værre.

Byen vokser med 3000 nye indbyggere for hver måned der går, og området overfor vores motel er en kæmpe byggeplads, hvor der en dag står et nyt palads, klar til at blive befolket og udfordre ønsker, håb og drømme for en kort tid. Lene gør opmærksom på, at i en by, hvor det gælder om at skabe og tiltrække sig opmærksomhed med balanceret ekstremer, må det være vanskeligt at blive med at overgå de andre og sig selv.

Måske ligger en del af svaret og løsningen i at historien gentager sig selv, eller at gentage historien. På fronten af et al de helt store casinoer, og hoteller - Aria - står der: Elvis is in the building. De gentager historien og formår at gøre en del af historien og myterne om The King levende og nærværende, så jeg både bliver glad, berørt og tryllebundet.

Forestillingen er fantastisk, jeg har (indtil nu) aldrig set noget tilsvarende, eller noget der nærmer sig. Stemningsfyldt og magisk at høre Elvis' stemme, som er han tilstede, i duet eller backet op af et heftigt, spillende band, der spiller live.
Uagtet at de spiller med et playback sker tingene her og nu, og jeg acccepterer hele forestillingen og budskaberne uden forbehold, og tager noget nyt med mig derfra.

Vi har 1 døgn mere i Las Vegas, derefter kører vi ud af byen, for at tage til et af klodens varmeste steder - Death Valley. Så resten af idag skal gå med at se lidt mere af alt det forunderlige der findes her - iblandt familier der er på ferie i Vegas, ældre vennepar der skal se Viva Elvis, forretningsfolk der fester om natten og laver business om dagen, og masser af turister der er her - for at spille, opleve og være tilstede.

Og så har jeg kun lige strejfet casinoerne glimtvis, men nok til at jeg får en fornemmelse af at der er der er stærke kræfter på spil. Borde, med primært mænd omkring, koncentreret og fokuseret, stift stirrende, bevidst neutrale eller antydende - og nok til at jeg mest af alt har en mærkbar fornemmelse af at jeg skal gå videre.

Det er privat og intimt det der foregår, og nogen har tydeligvis ikke heldet med sig og føler sig generet at mit hurtige kig ind til bordene. De ulige fordelte stabler af jetoner fortæller rimeligt præcist hvem der har succes, eller er på vej til at få det. Det kræver mod og afklarethed at være med og jeg er ret sikker på at jeg ikke har det, når det gælder det jeg overværer, mens jeg er på vej hen for at hente billetterne til Viva Elvis.

"...Love me tender,
Love me dear,
Tell me you are mine.
I'll be yours through all the years,
Till the end of time...."

Elvis Presley

 
I al kærlighed, jeres udsendte. Torsten.