Skilt på indersiden af døren, inden den åbner sig til kundearealerne, Disneyland.
Lad mig starte med en tilståelse og en korrektion: vi er ikke i Los Angeles, vi befinder os ude for bygrænsen, og er i stedet i Orange County, OC - som nogen vil kende fra tv-serien af samme navn.
For en udeforstående som jeg er der ikke forskel, men det er der hvis man er fastboende ifølge de lokale guides. Kvarteret hvor motellet ligger er en blanding af private boliger. Det er små ens huse med meget lidt have, de ligger blandt autoværksteder, dyrlæger, tandlæger, resturanter og grill-barer, videoforretninger, 'foot massage and spa', og større centre med ret store supermarkeder, der har åbent hele ugen - og kl. 6 søndag morgen i følge en af kassedamerne.
Motellet er bemandet med et indisk par, måske pakistansk - på samme måde som der hvor vi er nu (High Desert otel, Joshua Tree Village - på kanten af nationalparken af samme navn), og som de andre steder hvor vi har boet, undtaget Hotel California i SF hvor der stod en tatoveret receptionist. Tatoveringer er almindelige overalt - latinoer, hvide, ældre, unge, kvinder og mænd, familiefædre, 'goth'-unge, alle har dem.
Fredag aften 1.4. spiser vi 'pork chops' og 'beef' med stegte grønne og søde bananer, på en lokal grill, puertoricansk, og med 2 syngende og spillende musikere, der spillede romatiske sange for gæsterne. God optakt og fornemmelse til det multikulturelle USA, som mere og mere nærmer sig en endnu mere multi-etnisk nation end det nogen siden har været. Aviserne skriver om det, Lonely Planet-guiden nævner det og tjener/servicetriceparret i restauranten taler om det, med en form for forsigtig glæde og stolthed.
Vi ser det også i Disneyland, hvor vi er - både lørdag og søndag, begge dage og hele dagen. Det multietniske er tydeligt og anderledes, sammenlignet med de fotos vi ser fra den gang den første af parkerne åbnede (1955), og i de tidlige tressere, hvor troen på fremskridtet, flyvende tallerkener, mennesket i rummet og amerikanskefamilie-værdier stråler ud fra billederne. Parken er søgt bibevaret som den engang var tænkt og bygget, og har fået tilføjet en del af de figurer og karakterer der sidenhen er kommet. Alt er meget pænt, rent, nymalet. Intet flyder eller blæser i vinden, overalt er der personale der smiler, fjerner dit affald, spørger til 'hvordan har du det?' og 'hvordan har dagen været?'
Alle har et navneskilt, der fortæller hvilken by og stat de kommer fra. Godt fordi det giver en fornemmelse af tryghed og sikkerhed - når de spørger dig om du også kunne tænke dig at købe en ting mere. Skidt, når du arbejder i parken og en vred gæst er utilfreds med dit afslag på hendes ønske om at omgås køen af 35 minutters varighed. Når hun klager over dig, sender din nærmeste chef dig efterfølgende på en tvungen ferie af 3 dages varighed uden løn', uanset at du gjorde det rigtige, og hun bare var en 'bitch'.
Det er svært at beskrive Disneyland på så lidt plads, deres slogan: "the happiest place on earth" er ikke specielt dækkende for hvad der foregår, og jeg kan godt sætte mig ind i den tankegang der kommer til udtryk i "..disneyland after dark..". Hvad sker der når mørket falder på?
Stortset overalt er der højttaler, der strømmer over af kendte eller mindre kendte temaer og strofer fra de film, vi har set, der mennesker som i en myretur, alt er i bevægelse - og jeg får kortvarige klaustrofobiske fornemmelser, af at alt syder og koger på de indre linjer, og at der ikke er nogen vej tilbage.
Men det er der, og der er rolige øjeblikke, hvor der måske opstår magiske øjeblikke - hvor det ikke er plastic og gode kopier, men noget der rammer dybere. Som da vi er i teatret, og ser historien om Aladdin og Jasmin udspille sig som musical/show, eller hvor en animeret havskildpadde taler fra en animeret havbund til grupper af børn og voksne der morer sig og har det godt.
"...The surf was easy on the day I came to stay..."
The Goodbye Look, Donald Fagen.
Vi tjekker ud fra Rodeway Inn, Anaheim, og kører til Surf City - Huntington Beach, som bare er 'stedet' når det gælder surf. 'Tilhvertilfælde' i dag, hvor solen stråler, det blæser og hvor Stillehavets bølger brydes på den helt rigtige surfermåde. Fantastisk og glædeligt at se hvordan der leges med bølger, vind og hav på en måde, der må være stærkt vanedannende, hvis man er vokset op her. Surf kender ingen alder eller køn - eller næsten da, der er ingen under 20 år der padler rundt mens man venter på den helt rigtige bølge.
Oppe på molen, hvor vi står og fotograferer, står også en høj sort mand. Han har stillet sig på en betonklods, så han lige kommer 50 cm højere op. Han spejder også efter de rigtige store bølger, frydes af glæde når han har spottet dem, og lykønsker sig selv for at være med og være tæt på.
Jeg forstår ham godt, jeg har det ligesådan.
Vi runder formiddagen af med at spise frokost på en cafe med udsigt ud over stranden og vandet, taler om hvordan det er at være forælder når man ved eller ikke ved, hvordan man er det - magiske uforglemmelige øjeblikke og historier.
Turen fra strandene og ind i landet forandrer hurtigt landskabet. Alt forandrer sig, bakker, høje, bjerge, dale og udsyn - landskaberne er tørre, men stadig grønne. Turen er en god omstilling til Joshua Tree Nationalpark, hvor vi er nu - et lille motel, med få turister - måske er vi det eneste par, håndværkere og sælgere, og andre for hvem mobilitet er et vilkår. Lene har vasket, tøjet er hængt op eller tørret i tumbler, klokken er 18:35, det er stadig hedt udenfor, og solen står stadig højt.
Jeres udsendte, Torsten - 4.april 2011.
Hej der eventyrlystende mennesker :-)
SvarSletHvor er det bare dejligt at få lov til at være med så at sige på sidelinien, det er jo næsten som at være der selv - Torsten du sku måske også overveje at blive forfatter - du skriver flot og fangende.
Nyd det og hinanden. FOrtsat god tur. Knus Helle T.