Joshua Tree National Park, California - Kingman, Arizona, 4. april - 6. april 2011.

Det regner. Det siler ned fra en grå, overskyet himmel, her på Travelodge Motel, Kingman, 6. april. Klokken er 17:40, fjernsynet er tændt, og journalister fortæller om hvordan amerikanernes økonomi forandrer sig - stigende benzinpriser, aktiekurser, etc. Svært at begribe, og alligevel velkendt. Der blir vist billeder af demonstranter, der anklager den siddende regering for at være løgnere og marxister.
Vejret har forandret sig. De nationale vejrudsigter melder om regn, tordenvejr, blæst og det bliver meget klart hvor heldige vi har været med vejret indtil videre. Vi har haft varme, solrige dage, stortset skyfrit og med lidt brise, der har taget den værste varme. Nu har det ændret sig, men er ifølge de lokale vejrudsigter midlertidigt med regn idag og på lørdag. Derefter er der lovet sol og varme igen.

Hele dagen igår, fra tidlig morgen ogt til hen mod solnedgang var vi i Joshua Tree Nationalpark, som er et stort 'high desert' område og en del af den store Mojaveørken - med en unik vækst af Joshua-træer, som er en slags yuccaer, (Yucca brevifolia), markante klippeformationer, udsigtspunkter, forladte og lukkede miner, og et særligt dyre- og planteliv. Gennemsnitlig årlig nedbør er 50 mm - 120 mm.

Det er vores første oplevelser med at være i Mojaveørkenen, og når man lige stiger ud af bilen og tager de første skridt rundt er det allerførste indtryk stilhed, tør varme og blæst.
Men allerede efter kort tid er der synligt liv. Fuglelyde fra en højtflyvende ravn der når frem til os - fordi der ikke er andre lyde der forstyrrer eller tager over, firben der pludseligt og skyndsomt løber væk for derefter at stoppe op, en myretue i sandet, en skygge der bevæger sig 2-3 meter væk og som viser sig at være et jordegern, en bille der synes at bevæge sig hurtigt og målrettet afsted. Og når man giver sig tid til det og ser godt efter er der overalt spor af dyreliv. Så denne ørken rummer sit helt eget liv, følsomt balanceret og tilpasset.

Vi træder ud af bilen efter 10 minutters off-road kørsel, forlader den kølige aircondition, fylder rygsækken med en fyldt vandflaske, og vandrer afsted i 2-3 timer af et 'trail' mod en forladt mine - og tilbage igen. Minen har selvfølgelig sin egen særlige historie fra 1890'ernes US, hvor drømmen om at finde en guldåre - og dermed måske en kilde til en uudtømmelig rigdom stadig - stadig eksisterer.
Det bliver ved drømmen: en lokal "guldgraver", Johnny Lang, henter møjsommeligt små mængder guld ud, men der bliver mindre og mindre at hente frem, så Johnny sælger i tide til Ryan-brødrene der investerer i en 'stampemølle' og udbygger minen med skakter, sidegange, mv.
Møllen og en masse ansatte gør deres del af det hårde arbejde, men Ryan-brødrene giver op og forlader stedet - Lost Horse Mine. Det forfalder indtil man i 1990'ene beslutter sig for at bevare det for eftertiden, som et minde om de utallige små lokale miner, der findes overalt i det sydvestlige USA.

Det er varmt, og det er hårdt at gå under en svidende, varm sol - og så er det endda relativt køligt sammenlignet med de ekstremer der er i juli og august. Så det føles godt at være tilbage i en kølig og komfortabel bil, der gør det muligt at se det meste af området, og stoppe op undervejs for at fotografe og opleve noget særligt. Flere steder i området kan man overnatte, og vi kan at folk har slået sig ned i telte, eller med mobile-homes. Det er sikkert også en særlig oplevelse at se solen stå op og sende et orange lys udover klipper, sand og buske - eller mærke dagslyset forsvinde i tusmørket, for derefter at være under en mørk himmel, fyldt med stjerner og stjernebilleder.

Vi får en fornemmelse af det, da vi kører tilbage til motellet, efter at have spist kinesisk fastfood (hvorfor er det at portionerne er så store?), trætte efter en lang dag ude. Men lyset fra Yucca Village 'overdøver' og det bliver ved tanken.
Jeres udsendte, Torsten.